Hjem Dyppelse Ærtemos / Ærtepure

Ærtemos / Ærtepure

Opskrift på Ærtemos - Ærtepure

Ærtemos er noget der ligner mit livs kærlighed. Jeg kunne spise det morgen, middag og aften. Det smager godt. Hvis du aldrig har smagt det før, så skynd dig at lav en portion. Det vil du ikke fortryde – hvis du altså kan lide ærter (ellers kan det godt være, du vil fortryde det lidt).

Der er stort set ikke det, ærtemos ikke kan bruges til. Nu taler jeg muligvis ikke helt subjektivt grundet mit stormfulde kærlighedsforhold til ærtemos.

Men andre end mig bedyrer også, at ærtemos passer særdeles godt til fisk, kylling, svinekød, salater som dip eller dressing til en salat.

Put det i et fladbrød med noget salat og spis det med falafel til eller prøv at læg nogle skefulde ned mellem dine nye kartofler, og forbered dig på at blive meget glad :-)

Jeg kan godt lide ærtemosen. Den plejer jeg at lave med en stavblender, som jeg lige kører groft rundt i ærterne, når de er tilberedt. Du kan også sagtens mose det med en gaffel eller køre det i en foodprocessor eller minihakker.

Hvis det skal være finere og mere flydende, kan du tilsætte lidt vand og evt. creme fraiche. Så kan du også bedre bruge det som dip eller dressing.

Det er bedst på selve dagen, og mængderne i denne opskrift passer mere eller mindre til hvad vores lille familie kan spise, alt afhængigt af hvor meget jeg kom til at spise af det, mens jeg stod og lavede det.

Når jeg skriver en stor klump smør, så mener jeg virkelig en stor klump smør. Ærterne skal hyggekoge i smørren. Du kan erstatte noget af smørren med lidt ekstra jomfru oliven olie.

Hvis nu du har en have, så kan jeg anbefale at få noget mynte i den. Jeg synes ikke jeg ofte ser mynte i fødevarebutikkerne, så det er en dejlig ting, at have stående i sin have.

Mynte er en meget taknemmelig krydderurt, som passer sig selv. Den er ekstremt levedygtig og så er den flerårig, og kommer derfor igen og igen hvert år. Den spreder sig, og kan blive lidt ukrudtsagtig, så sæt den lidt isoleret eller i en krukke. Jeg bruger den også i min te, hvor den giver en dejlig og frisk smag. I ærtemosen giver den en helt speciel og uundværlig frisk smag.

Ærtemos / Ærtepure
 
Ingredienser
  • 300 g. ærter
  • En stor klump smør
  • 1 lille håndfuld frisk mynte, finthakket
  • Salt og peber
  • Citronsaft
Fremgangsmåde
  1. Put ærter, smør, salt og peber og mynten i en gryde og lad det simrekoge i 10 min.
  2. Blend det/mos det og smag til med citronsaft og evt. ekstra salt & peber eller smør/olivenolie.
  3. Server mens det endnu er lunt

 

LIGNENDE INDLÆG

Tzatiki opskrift

1 KOMMENTAR

Skriv en Kommentar

Rate opskriften: